Efter en lang sommerferie er superligaen så småt kommet i gang igen. Det samme er Tårn64. Der har været lidt stille fra vores side, men nu er vi klar til at fortælle lidt om, hvordan vi ser fremtiden for gruppen og alle jer, der bakker os op.

Først lidt fortid
En god del af foråret gik med at kæmpe for, at værdiaftalen blev stemt igennem. Vi fik oprettet en ”matchmaking”, hvor over 170 fans’ fuldmagter og fysiske fremmøder blev matchet. Det betegner vi som en succes, selv om lidt mere end 100 fans desværre ikke fandt en makker til at tage deres fuldmagter med. Som bekendt blev aftalen stemt hjem med et massivt flertal med 73 procent ja-stemmer og blot otte procent nej.
Inden sommerpausen foreslog vi Fanafdelingen at nedsætte en arbejdsgruppe med fire-fem fans fra de forskellige fangrupperinger. Meningen med arbejdsgruppen skal være at se på, hvordan vi sammen får samlet fans til gavn for klubben, holdet, fans og stemningen. Den opgave håber vi begynder inden så længe.

I foråret sendte vi en rundspørge ud til jer for at blive lidt klogere på, hvem alle jer, der støtter op om Tårn64, er. Det har vi sammenskrevet i dette indlæg på 3point.dk.
I den rundspørge fik vi også over 150 input, holdninger og ideer til hvilke forventninger, I har til os som fangruppering og til klubbens nye ledelse.

Det har vi delt lidt op i emner:- Størstedelen udtrykte en forventning om, at vi deltager i arbejdet med at samle fanscenen og skabe en bedre fankultur. – Stort set ligeså mange ønsker, at vi er synlige i fan-debatten samt søger indflydelse i Fanafdelingen, så der er en bredere repræsentation af fan-holdninger. – En mindre del handler om at sikre en bedre stemningsskabelse på stadion.
– I forhold til jeres forventninger til GFH-ejerskabet var der størst fokus på det, vi har puljet samlet under én hat om GFH’s strategi, kommunikation og værdier. – Dernæst var der stort ønske om at bringe klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, at støtte op om og lytte til fansenes ønsker og ideer, samt føre en ansvarlig økonomi.

Hvad så nu?
Alle jeres input flugter ret godt med det, der var grundlaget for, at vi i det tidlige forår gik sammen om at etablere Tårn64. Noget af det, vi nu går i gang med, er en hjemmeside, så vi øger synligheden og nemmere kan kommunikere med jer, resten af fanmiljøet og de relevante aktører i Brøndby-kredse.

Flere af jer har tilbudt at hjælpe til med arbejdet i Tårn64. Mange tak for jeres engagement! Vi har nu fået lavet de grupper, vi mener skal bruges, og vil hive fat i jer inden alt for længe.

Vi har som mange andre også lyttet til Brøndbylyd, hvor GFH’s Scott Krase sagde, at han gerne ville mødes med så mange fans som muligt. Vi skrev derfor til klubben, at vi meget gerne vil sige hej til Krase og fortælle lidt om, hvem vi er, og hvordan vi ser verdenen. Vores henvendelse blev taget imod med stor imødekommenhed, og vi forventer/håber at mødes med Krase, når han er i landet i løbet af sensommeren.Her vil vi blandt andet slå et slag for, at Brøndby som landets største fodboldklub bør gøre det nemmere for fans, der ikke bor i nærheden af Vestegnen, at opleve holdet og spillerne, lige som vi også vil efterspørge en udmelding om, hvad GFH’s planer og strategi for klubben og holdet er.

Mange af jer har også efterlyst, at det bliver nemmere at deltage i FA’s generalforsamling. Vi har været i dialog med forskellige udbydere af digitale/hybrid-løsninger, der kan sikre, at fans, som bor langt væk, kan deltage. Der er nu over 2.200 medlemmer af FA, hvilket er utrolig flot, men en stor del af disse har ikke mulighed for at følge med på den årlige generalforsamling. Vi har fundet en – synes vi selv – god, sikker og billig løsning, som vi vil præsentere for FA og stille forslag om til den kommende generalforsamling.

Samtidigt vil vi også søge indflydelse i FA. Vi har, som mange af jer har tilkendegivet, også en opfattelse af, at balancen i bestyrelsen ikke afspejler det brede fanmiljø, der er i klubben. Vi håber på en opbakning, der gør, at flere fans kan se sig selv repræsenteret i FA.

Husk, at I altid er velkomne til at række ud til os med spørgsmål, kommentarer, ideer, ris og ros. Vi er altid i Hytten før hjemmekampe samt de fleste udekampe, og vi vil meget gerne mødes med jer.

Håber vi ses!
– Tårn64

Kategorier: Nyhedsbrev