Tårn64 opstiller 2 kandidater til bestyrelsen i Fanafdelingen, og herunder kan du læse mere om dem og hvorfor de stiller op.
Brian Iversen
Da jeg begyndte at holde med Brøndby var alting meget enklere. Klubben var på vej tilbage efter skuffelsen mod Roma, og den økonomiske katastrofe omkring Interbank. Vi var den største klub i Danmark, fanscenen udviklede sig med stormskridt, og de europæiske eventyr var en selvfølge. Derfor blev Brøndby IF hjerteklubben for en ung knægt fra Sydvestjylland.
Nu er fodboldverdenen helt anderledes, er andre klubber der gør krav på tronen, og økonomi spiller en kæmpe rolle.
For mig er Brøndby en klub der jagter sportslig succes, har ambitioner på alle områder, og tør går forrest. Men også en klub med et unikt fællesskab hvor vi passer på hinanden.
Og netop fællesskabet er det allervigtigste blandt fans. Vi har været udfordret af det nye ejerskab, men er på vej til at finde os selv igen. Fællesskabet skal kunne rumme alle for at være et ægte fællesskab. En fan er en fan, en baggrund er en baggrund, en holdning er en holdning. På stadion står vi sammen om holdet, og alle bakker op med det de kan.
Vi skal passe på vores fællesskab. Det er den grundlæggende, fælles værdi vi har, og blandt andet grund til at vi har en plads i bestyrelsen.
I Fanafdelingens bestyrelse vil jeg især arbejde for at FA rummer alle slags fans og alle holdninger – også dem jeg ikke deler. Det vil gøre FA stærkere, og forhåbentligt endnu større. For sådan bevarer vi pladsen i bestyrelsen og undgår at blive hægtet af den hurtige udvikling.
Tiden er gået, og jeg er blevet halvgammel. Selvom adressen er Kolding har min ældste søn og jeg billetabonnement, og kommer på stadion så tit det kan lade sig gøre. Vi holder til på øvre Syd, tæt på buen. Mit hidtil største bidrag til fanscenen var det tweet som endte med at Tårn64 blev født i samarbejde med 8 medfans.
Martin Flink
Jeg har fulgt Brøndby siden slutningen af 1980’erne, hvor det var det store danske hold, jeg som dreng kunne se på TV ude på Vestsjælland. Min første Brøndby-kamp var på Næstved Stadion i 1991. Brøndby var dengang – og er stadigt i dag – hele Danmarks klub, der på tværs af landsdele, alder, køn, hårfarve, højde og drøjde samler og begejstrer fans i titusindvis.
Deri ligger styrken i vores værdifulde fællesskab.
Fanafdelingen har en helt enestående og stærk position i Brøndby, men den er kun stærk, så længe vi står sammen om den, og fans fra hele landet kan spejle sig i den. Jeg stiller op til bestyrelsen for at styrke den position, så Fanafdelingen kan vokse til glæde for alle Brøndbyfans.
Min baggrund: Jeg flyttede i 1993 til Vestegnen, hvor jeg stadigt bor. Som ung spillede jeg både i Brøndby, Brøndby Strand og Hvidovre, og i dag er jeg tilbage i Brøndby som lidt for gammel og lidt for skadet old boys-spiller. Jeg har billetabonnement og er på Syd med min faste makker og på Nord, når jeg har børnene med. Jeg var med til at starte fanfællesskabet Tårn64 og er næstformand i FodboldForening Brøndby.
0 Kommentarer